26. april 2011
Om at føle sig fremmed for sin farmor
Min farmor har fødselsdag i dag. Det kan jeg se på Facebook hvor vi er venner. Vi er venner fordi hun tilføjede mig og jeg ikke ville kunne lide at afvise hende. Også selvom hun har været en lort. En stor lort.
Jeg klikkede ind på hendes profil, for første gang i lang tid. Jeg ville have skrevet en hilsen til hende, nu det er hendes fødselsdag og jeg ikke ved hvor længe hun har igen.
Jeg ved i det hele taget ikke meget om hende.
Jeg skrev en hilsen og slettede den igen. forsøgte mig på en ny hilsen, men også den blev slettet. Lige meget hvad jeg skrev, ville det enten blive forlorent, eller ligegyldigt.
Jeg synes ikke hun fortjener titlen "farmor" længere, men Lis lyder bare så koldt når hun nu biologisk set er min farmor.
Mens jeg skrev, kom jeg også i tanke om, at hun ikke har lykønsket mig på mine fødselsdage, siden jeg blev 15.
Hun har ikke vist interesse for min datter. Hun har ellers haft 5 år til det.
Hun har været i Danmark for en del år tilbage, med mine dengang små kusiner der spurgte efter os, men ignorerede det og undlod at kontakte os. Vi fandt ud af, at de havde været i Danmark nogle uger efter, fordi min anden kusine, der bor i Danmark, fortalte det.
Jeg tror ikke vi kommer til, at have nogen form for kontakt før hun dør. Hun er den eneste bedsteforælder jeg har tilbage, så det gør da ondt når jeg tænker over det. Derfor synker jeg klumpen og gemmer det væk, sammen med de andre ting der er svære at tænke på.
Tillykke farmor. Jeg savner den kontakt vi havde engang. Savner den du var.
Jeg klikkede ind på hendes profil, for første gang i lang tid. Jeg ville have skrevet en hilsen til hende, nu det er hendes fødselsdag og jeg ikke ved hvor længe hun har igen.
Jeg ved i det hele taget ikke meget om hende.
Jeg skrev en hilsen og slettede den igen. forsøgte mig på en ny hilsen, men også den blev slettet. Lige meget hvad jeg skrev, ville det enten blive forlorent, eller ligegyldigt.
Jeg synes ikke hun fortjener titlen "farmor" længere, men Lis lyder bare så koldt når hun nu biologisk set er min farmor.
Mens jeg skrev, kom jeg også i tanke om, at hun ikke har lykønsket mig på mine fødselsdage, siden jeg blev 15.
Hun har ikke vist interesse for min datter. Hun har ellers haft 5 år til det.
Hun har været i Danmark for en del år tilbage, med mine dengang små kusiner der spurgte efter os, men ignorerede det og undlod at kontakte os. Vi fandt ud af, at de havde været i Danmark nogle uger efter, fordi min anden kusine, der bor i Danmark, fortalte det.
Jeg tror ikke vi kommer til, at have nogen form for kontakt før hun dør. Hun er den eneste bedsteforælder jeg har tilbage, så det gør da ondt når jeg tænker over det. Derfor synker jeg klumpen og gemmer det væk, sammen med de andre ting der er svære at tænke på.
Tillykke farmor. Jeg savner den kontakt vi havde engang. Savner den du var.
24. april 2011
Om at få lettet sit hjerte i en drøm
Jeg vågnede lidt senere end forventet i dag, men det gør ikke noget. Jeg havde en underlig drøm. En drøm hvor jeg lettede mit hjerte overfor min far. Den var så virkelig, at det faktisk har lettet lidt, selvom det bar var en drøm.
Jeg husker fra, da min bror, som i drømmen læste til journalist, var ked af det. Han var ked af, at han havde glemt at sende et eller andet (den del er lidt sløret) og derfor egentlig ikke burde/måtte trykke det interview han havde lavet af en kendt jeg ikke husker. Det var en eksamensopgave og han havde i forvejen kun 4 i snit, så han ville trykke det alligevel. Min far opmuntrede ham til at gøre det og forsvarede overfor mig, at det jo var fordi han risikerede at gå et semester om. Jeg blev vred, rigtig vred, og råbte, at hvis det skete, så måtte det være det. Det var den eneste måde han kunne lære det på. Lære at sende sine papirer afsted til tiden, få styr på aftaler osv. "Hvis han altid, bare smutter ned af de smalle stier, vil han ende som dig far!" Han var, som altid, uforstående, så jeg fortalte ham om mine følelser og oplevelser af barndommen.
Om hvor svært det var, når han glemte at hente os når det var hans weekender. Eller når han ringede og aflyste weekender, fordi han havde fået et spillejob. Og hvor ondt det gjorde dengang han spurgte mig, hvilken klasse det nu lige var jeg gik i - og jeg var da 12, ikk'? Jeg var 11. Jeg snerrede, at det måske havde været lidt nemmere, hvis han havde deltaget i bare ét forældremøde, én skole-hjemsamtale eller lignende.
Jeg fortalte hvor svært det var, at finde ud af at far drak og røg hash. Og pludselig kunne se tilbage på de evige 6 bjørnebryg i køleskabet, ved siden af en sølle pakke kødpølse. Vi startede altid vores weekender med at handle. Dengang syntes jeg det var sejt at vi fik lov at vælge alt, nu ved jeg, at det nok var den dårlige samvittighed over, at have glemt at handle.
Jeg nåede ikke at sige mere, før jeg vågnede. Det var en underlig følele jeg vågnede med. Drømmen var så virkelig. Lige da jeg vågnede, besluttede jeg at sige det til ham.
Nu er jeg i tvivl...
Jeg husker fra, da min bror, som i drømmen læste til journalist, var ked af det. Han var ked af, at han havde glemt at sende et eller andet (den del er lidt sløret) og derfor egentlig ikke burde/måtte trykke det interview han havde lavet af en kendt jeg ikke husker. Det var en eksamensopgave og han havde i forvejen kun 4 i snit, så han ville trykke det alligevel. Min far opmuntrede ham til at gøre det og forsvarede overfor mig, at det jo var fordi han risikerede at gå et semester om. Jeg blev vred, rigtig vred, og råbte, at hvis det skete, så måtte det være det. Det var den eneste måde han kunne lære det på. Lære at sende sine papirer afsted til tiden, få styr på aftaler osv. "Hvis han altid, bare smutter ned af de smalle stier, vil han ende som dig far!" Han var, som altid, uforstående, så jeg fortalte ham om mine følelser og oplevelser af barndommen.
Om hvor svært det var, når han glemte at hente os når det var hans weekender. Eller når han ringede og aflyste weekender, fordi han havde fået et spillejob. Og hvor ondt det gjorde dengang han spurgte mig, hvilken klasse det nu lige var jeg gik i - og jeg var da 12, ikk'? Jeg var 11. Jeg snerrede, at det måske havde været lidt nemmere, hvis han havde deltaget i bare ét forældremøde, én skole-hjemsamtale eller lignende.
Jeg fortalte hvor svært det var, at finde ud af at far drak og røg hash. Og pludselig kunne se tilbage på de evige 6 bjørnebryg i køleskabet, ved siden af en sølle pakke kødpølse. Vi startede altid vores weekender med at handle. Dengang syntes jeg det var sejt at vi fik lov at vælge alt, nu ved jeg, at det nok var den dårlige samvittighed over, at have glemt at handle.
Jeg nåede ikke at sige mere, før jeg vågnede. Det var en underlig følele jeg vågnede med. Drømmen var så virkelig. Lige da jeg vågnede, besluttede jeg at sige det til ham.
Nu er jeg i tvivl...
23. april 2011
Nu troede jeg lige jeg skulle nå en masse, nu hvor skovtrolden er hos en ven til i morgen.
Jeg ville høre høj musik og skråle med, rydde op, smide ud, danse, drikke en masse kaffe, sortere papirer og i det hele taget få styr på de små bunker der ligger rundt omkring. Jeg ville skrubbe gammel ham af, i håbet om at ny sommerfrisk hud kom frem og strålede om kap med solen. Jeg ville lægge ansigtsmaske, sætte håret og gøre mig umage med lidt lækker makeup og måske slippe for opkastningsfornemmelser når jeg blev ramt af spejlbilledet.
Jeg tyvstartede sammen med troldepus. Vi samlede haveaffald for at køre det på genbrugen og fandt, under en stor jordknold, et firben. Lillebitte og forskræmt, men for slatten til hverken at smide halen eller gøre det mindste antræk til flugt. Nu bor Holger (det hedder den nu) i en gammel faunabox og har fået jord i bunden, vand og et par regnorme derned. Jeg har googlet firben, men er stadig usikker på hvad pokker jeg skal give den. Jeg er for fan' kun vant til anoler, gekkoer, slanger og skægagamer - aner intet om firben!
Jeg har ringet til Falck, som rådede mig til at slå det op på nettet (men det får jeg jo intet ud af!). Jeg har ringet til den lokale dyrehandel der har med krybdyr at gøre, men deres nummer er udgået. Jeg har ringet til ZooZity, men de tager ikke telefonen.
Nu er der vel ikke andet for, end at satse på at ZooZitys ansatte får fingeren ud og tager den telefon, og ellers bare håbe at jeg har gjort det rigtige for Holger. Den er i hvert fald mere livlig nu.
Kryds fingre for Holger! (Også for troldepus' skyld. Hun var så ked af, at hun ikke kunne passe Holger og bad passe godt på den)
Jeg ville høre høj musik og skråle med, rydde op, smide ud, danse, drikke en masse kaffe, sortere papirer og i det hele taget få styr på de små bunker der ligger rundt omkring. Jeg ville skrubbe gammel ham af, i håbet om at ny sommerfrisk hud kom frem og strålede om kap med solen. Jeg ville lægge ansigtsmaske, sætte håret og gøre mig umage med lidt lækker makeup og måske slippe for opkastningsfornemmelser når jeg blev ramt af spejlbilledet.
Jeg tyvstartede sammen med troldepus. Vi samlede haveaffald for at køre det på genbrugen og fandt, under en stor jordknold, et firben. Lillebitte og forskræmt, men for slatten til hverken at smide halen eller gøre det mindste antræk til flugt. Nu bor Holger (det hedder den nu) i en gammel faunabox og har fået jord i bunden, vand og et par regnorme derned. Jeg har googlet firben, men er stadig usikker på hvad pokker jeg skal give den. Jeg er for fan' kun vant til anoler, gekkoer, slanger og skægagamer - aner intet om firben!
Jeg har ringet til Falck, som rådede mig til at slå det op på nettet (men det får jeg jo intet ud af!). Jeg har ringet til den lokale dyrehandel der har med krybdyr at gøre, men deres nummer er udgået. Jeg har ringet til ZooZity, men de tager ikke telefonen.
Nu er der vel ikke andet for, end at satse på at ZooZitys ansatte får fingeren ud og tager den telefon, og ellers bare håbe at jeg har gjort det rigtige for Holger. Den er i hvert fald mere livlig nu.
Kryds fingre for Holger! (Også for troldepus' skyld. Hun var så ked af, at hun ikke kunne passe Holger og bad passe godt på den)
16. april 2011
Lørdag i sengen
Jeg ligger i sengen med smukkepigen og prøver at glemme alt om at grimt hår, de ekstra kilo og det faktum at jeg er blevet dumped af ham jeg faktisk var blevet ret så interesseret i.
10. april 2011
En to tre det er en prøve..
Jeg har installeret blogger på telefonen, tror jeg. Smart! - Hvis det virker..
Published with Blogger-droid v1.6.8
Abonner på:
Opslag (Atom)