19. august 2010

Politistationen er virkelig god humor!

Jeg vil hermed anbefale alle (mine 7 læsere), at se Politistationen på 3+
To af afsnittene har været så hylende morsomme, at jeg måtte ringe og dele med en veninde.

Afsnit 1 
Betjente stopper gebrokken-engelsktalende mand på cykel, med kæmpe pose pantflasker. De er tydeligvis stjålet, da der står 'pant-retur-et-eller-andet' på posen, som desuden fylder mere end manden selv. Manden påstår hårdnakket at det er hans flasker. Jeg vil forsøge at gengive samtalen så godt som muligt.

Betjent: "No it's not yours. I look bicycle, that don't make it mine. It's stealing"
Tyv: "It's mine"
Snakken frem og tilbage.
B: "You have to be better to speak english when you visit another country"
Mere snak og en visitering, hvor betjent finde en lille foldekniv.
B: "This knife is unlegal in Denmark"
Tyv skal have en bøde for at have stjålet pantflasker, betjent spørger om han har penge og svaret er ja.
B: "How money..ehh many"
T: "Not much"
B: "You have to always have money on you when you vitit another country. You have to have 100 euro on you"

Én ting er at betjenten taler skoleengelsk, helt fint så længe de kan kommunikere. Men at han beder tyv om at være bedre til engelsk og siger man skal have have penge på sig, som om det er en lov, er da noget fis. Noget virkelig morsomt fis!

Afsnit 2 
Betjente er kaldt ud til kvinde der har bedt om hjælp, fordi hun er blevet smidt ud af voldelig kæreste. Kvinde er meget fuld og fortæller en masse, meget usammenhængende, ting.
Kvinde: "Han drak mig skidefuld og så vågnede jeg med et krøllejern oppe i røven..."
Tavshed
Kvinde: "Et pig-krøllejern ikk'"

Betjentene var meget professionelle, ikke så meget som et lille smil var der at se.


15. august 2010

Skøn dag i cirkus!

Jeg var i cirkus Arena i dag, med troldepus + ven og hans mor.
Vi havde ringet og bestilt billetterne der skulle hentes mellem 11.00 og 14.15
Vores billetter var unummererede, så vi besluttede at komme i god tid, for at hilse på dyrene og få gode pladser. Hvad damen i telefonen ikke havde sagt var, at teltet først ville åbne 14.30, en halv time inden showet. Super, så havde vi kun 2½ time at brænde af. 

Vi gik lidt rundt på pladsen blandt løse hunde, cirkusartister, hestepærer og mudder. Vi så en fold med dromedarer og troldepus udbrød "Se! Kaneler, åhh jeg elsker kaneler!" og styrtede derover med ven lige i hælene. Der var ikke blot 'kaneler', men også zebraer, heste og lamaer. Lidt længere henne stod elefanterne, som også skulle have klap. 
Da vi havde besøgt de forskellige dyr et par gange, var vi to meget kaffetrængende mødre. Så jeg prøvede at opsøge kaffe, mens vens mor blev ved ungerne. Til vores held var der 'ponytræf' (eller noget derhenad, jeg havde mistet evnen til at høre efter pigerne nævnte kaffe). Jeg kaldte på de andre og vi smuttede gennem hegnet med 'ingen adgang' skilt, og fandt noget der svarer til en udendørs bistro. 

Der sad tykke mænd med tilfældige pløkker, koner med lange bryster, unge piger med hestehale, ridebukser og høje stemmer og de få stakler af kørester der så deres skæbne i svigerfar. 
Man kunne ikke betale med dankort så jeg åndede lettet op ved tanken om mønter i pungen. Jeg bestilte 2 pølser, en vand og en kande kaffe. Bistrodame, med meget lys-blå øjenskygge på trætte øjenlåg, spurgte efter en kande og vi må have set meget undrende ud, for hun fortsatte "Ja, man skal altså have sin egen kande med her. Har i ikke det?" 
Vi endte med at sidde ved fedtet bord, med 1 rynket pølse til hver af ungerne og et plastikrus med 5 timer gammelt kaffe, til hver af mødrene. Og så lige et til da det første var skyllet ned. 

Endelig var kl. 14.15 og vi gik mod cirkus igen. Vi købte popcorn og gik ind i teltet med sommerfugle i maven og sved alle vegne, for nøj hvor var der varmt! Mens vi sad uroligt på stolene, spændte, svedende og med muzak ud af højttalerne over os, spurgte troldepus "Mor, må jeg ikke få en lus?" Jeg aner ikke hvad en lus er, og bad hende uddybe det. "Sådan en som pigen gik forbi med, den lyserøde lus!" Hun mente en candy floss. Hvor hun har lus fra, aner jeg ikke, men jeg stak ud efter candy floss. 
Endelig startede showet. 
Det der gjorde mest indtryk på mig - og mange andre i salen, at dømme efter stilheden - var motorcross-showet. Der kørte 6 drenge på hver deres motorcross'er rundt i et metalbur på 4 meter i diameter. Mit hjerte sad i halsen allerede da de gik fra 3 til 4. Det var vildt at se! De slog deres egen rekord for næsen af os og deres ansigtudtryk var ikke til at tage fejl af, de var stolte som bare fanden. Og sikkert taknemmelige for stadig at være i live. Derudover var der mange andre knald dygtige artister. Der var blandt andet en jonglør, hesteshow med de smukkeste hvide heste, ballerina på hesteryg, akrobater, sjove klovne, og en masse andet.  Jeg havde så ondt i mine hænder af al den klappen-begejstret, at jeg følte mig som Peter Winsey fra Mandrillen. Selv troldepus, der ellers er så genert blandt mange mennesker, stod op og klappede og hujede. Hun vinkede endda til alle artisterne da de til sidst kom samlet ud i manegen. 
Da chancen for en tur elefantryg tilbød sig, for sølle 30kr. bød sig, var troldepus på med det samme. Hun blev hjulpet op af stærk mand som hurtigt derefter kastede mig derop, som var jeg et fnug (det er jeg bestemt ikke!) Jeg fik gratis tur, da børnene skulle holdes på plads på elefantryg. Super! Den er ikke videre komfortabel, sådan en elefantryg, men det var en vild oplevelse!

Vi tog hjemad, fuldstændig mættet af indtryk og pumpet for penge. På vej hjem blev troldepus tørstig og jeg rakte hende 'cirkusvandet' med Arenas logo på (en klovn). Hun tog en kæmpe tår og sagde "Mmm, det smager af klovn" Skøre unge <3
På vej mod stationen, skulle vi lige ind og have en bakke fritter (for popcorn og slik var ikke nok usundt) og faldt i snak med flink mand, der ventede på mad. Talte lidt om løst og fast, blandt andet flæskesteg, da han pludselig sagde, at han kunne genkende os fra cirkus. Jeg regnede med, at han havde set os på elefanten, men han er cirkusdirektøren og havde set os blandt publikum mellem præsentation af artister. 
Vild afslutning på en fantastisk dag i cirkus!











14. august 2010

For fanden!

Først var det vaskemaskinen. Og nu har støvsugeren sagt op!! 
Ikk' skide heldigt når man får gæster i dag og køkkenet bærer præg af at jeg har bikset lemon pie, cupcakes og flute sammen. Heldigvis bor veninde 50 m herfra, lidt heldig har man åbenbart lov at være.

8. august 2010

Overskudmor med latte

Passer overskudsmors børn, to af dem. Baby og ham på 4år.
Det er smadder hyggeligt, men krævende er det da. Især fordi der nu er 5 der kræver min opmærksomhed. 3 børn + 2 katte. Og så lige tårnhøj opvask fra fødselsdagsgæster, bøtter med mos, flasker. Oprydning i form af legetøj, slikpapir, vigtige parirer der burde ligge i vigtige mapper osv.

Heldigvis indbragte fødselsdagen en god høst. Penge, gavekort, lækker sjokolade og vidundermidlet - mælkeskummeren! Den ikke bare skummer mælken, den varmer den også! Man hælder bare mælk i, tænder for den og så slukker den selv når mælken har den rette latte-temperatur og tilpas mængde skum. Nu kan jeg endelig smide det store skrummel af en kombiovn ud.
Så mellem "seee den dejlige grød, mmm", "hov i to, få lige tøjet på igen og fingeren ud derfra" og "åh for pokker, spis nu grøden lille skat", fik jeg sneget mig til en lækker latte. Planen var at tage et billede for at vise hvor lækker og delikat den så ud, men da jeg kom tilbage i stuen stod katten og spiste af grøden og de to store havde dekoreret sofa med syltetøj. Latte røg ned på rekordtid, katten blev genet væk, ungerne sat til at tørre af med klud og jeg gik igen i krig med operation 'få grød i baby'.

Nu sover baby, ungerne ser 'Otto er et næsehorn' og jeg må hellere se at få ryddet op.

5. august 2010

Fødselsdag..

..det har 'lissom' mistet sin værdi i løbet af årene.
Der var engang det var den anden vigtigste dag på året, lige overgået af julen. 
Nu er det bare endnu en dag, hvor jeg bliver mindet om at jeg er ældre. Og stadig ikke har kunne sætte et æseløre ved nogle af de ting jeg vil opnå/prøve inden jeg bliver for gammel. En af grundende er nok, at jeg aldrig har skrevet en 'To do' liste. Så jeg vil gå i gang med sådan en, så jeg forhåbentlig til næste år kan sætte et æseløre eller flere.

4. august 2010

Hurra for dope!!!

Endelig endelig endelig!!..fandt jeg en mikstur der kan hjælpe mig gennem sommeren. 
Den helt rigtige kombination af øjendråber og piller.
Har prøvet en hulens masse forskellige piller og øjendråber. Både enkeltvis, hver for sig og på kryds og tværs, men intet stoppede mine rendende øjne.
Nu kan jeg se, de klør ikke, de løber ikke i vand, de er ikke røde. Det er et mirakel!!! 
- Det er det jo egentlig ikke, det er bare dope, men det er i hvert fald fantastisk!