30. august 2011

Om sukkerstop og psykolog

I dag er en stor dag.
Udover at jeg stadig er bagud på mine opgaver, og at jeg indtil videre har holdt mit sukkerstop i N I dage(!!!!!), har jeg kontaktet det lokale misbrugscenter. Jeg har længe gået med tanken om at starte i en gruppe med andre voksne børn af alkoholikere og nu fik jeg gjort noget ved tanken. Endelig. Dejligt!
Jeg skal til en forsamtale i næste uge og får forhåbentlig tilbudt at starte i en gruppe der starter til efteråret.
En psykologsamtale har jeg også fået sat i stand. Et andet sted end misbrugscenteret.
Nu er det på tide at få styr på mit forhold til mig selv, til mænd og til de andre tusind ting jeg har et forkvaklet forhold til.
Tænk, jeg ender måske med at blive helt normal?!

28. august 2011

Om studiegruppegodten og vanvid

Studiegruppegodten er tilbage i Danmark efter udlandspraktik. Han kom faktisk hjem for nogle måneder siden, men jeg har holdt mig på afstand. Kun en enkelt hilsen til han fødselsdag er det blevet til. Jeg var jo kommet videre..

Forleden ringede en fra klassen og sagde at han, og godten sad og drak nogle øl, og at jeg var mere end velkommen. Kunne høre at godten sagde et eller andet i baggrunden, men jeg turde ikke spørge hvad. Ja, jeg er en kylling og hvad så? Jeg tog det helt cool i telefonen, sagde tak for invitationen, og at jeg måske ville kigge forbi. Men da jeg havde lagt røret på, skete der noget. 
Hvordan jeg, på mindre end et minut, gik fra at være super cool og sådan helt Jeg ser lige på det, det kunne i hvert fald være godt at se jer, til Arghjegernødttilatsehamhvemkanpassemitbarn! aner jeg ikke. Men det skete. Jeg ringede og sms'ede rundt til ikke mindre end fire, for at skaffe legeaftale til trolden. KUN for at tage ud og se godten. Dog uden held.
I stedet blev jeg hjemme med en ven og åbnede en flaske rødvin da trolden var lagt...

24. august 2011

Om at være zombie med kaffeånde

Jeg har sovet elendig de sidste dage, hvilket har resulteret i soveposer under øjnene og overforbrug af kaffe. Jeg render bare rundt som en zombie på morfin og har egentlig bare mest lydt til at smide mig på sofaen, med tv og computer, hvilket jeg faktisk gør nu, men jeg skal aflevere den, og endnu en opgave d. 2. september, så man kan vel godt sige jeg har lidt travlt.
Jeg skal skrive opgave i dag!

20. august 2011

Jeg glæder mig til de opfinder

- opgaven der skriver sig selv.

- lugtfri kat.

19. august 2011

Hvad fanden sker der lige for mig?
Jeg er så kærlighedshungrende at i tror det er løgn, men hvad gør jeg ved det? Ikke en skid! Eller, jeg tager det første skridt, men så snart interessen er gengældt, så stopper jeg det. Ikke bevidst, men jeg orker bare ikke skriftkommunikation. Overhoved!
Jeg blev forleden grebet af panik og skrev til en gammel flirt. Okay, det var faktisk fire, men det er sgu for pinligt at indrømme.
Den ene var her i dag, men jeg kan bare ikke finde gnisten. Synes han er irriterende når han flirter med mig og ubehagelig når han prøver, at finde vej ned til mine bryster fra skuldermassagen. Har ellers prøvet at se ham et par gange, i håb om lidt hanky panky, men gider ikke når det kommer til stykket. Måske er det for nemt. Måske er vi bare vokset fra hinanden. Langt fra hinanden. Uanset hvad, er det passé.
Den anden er en jeg har flirtet med gennem lang tid, over nettet og sms. Jeg stoppede det ret brat dengang. Jeg er faktisk ikke helt sikker på hvorfor. Nok en blanding af, at han i en brandert fik sagt en masse dumme ting da vi talte i tlf. sammen, at afstanden mellem os var for lang, at jeg fik et dyk rent psykisk og så tror jeg ubevidst jeg blev nervøs fordi jeg blev lidt glad for ham. Og det er dér jeg plejer at blive såret.
Jeg skrev til ham, at jeg var ked af at jeg stoppede kontakten uden varsel og gerne ville give ham en forklaring, hvis han havde brug for det.
Der gik et par dage før han svarede, og i de dage nåede jeg at få trangen til at skrive igen. Nu hvor han har svaret og gerne vil prøve at genoptage kontakten, har jeg svært ved at tage mig sammen til at svare hans sms'er.
De to andre har jeg intet hørt fra og det er selvfølgelig dét jeg tænker på. Hvorfor skriver de ikke? Hvad har jeg gjort galt? Er jeg ikke interessant nok? Er jeg ikke pæn nok?

Jeg er et fjols til kærlighed, mænd og det der følger med.

9. august 2011

Koncert og mor-datter-shopping.

Troldepus og jeg var i Amfiteatret i byen og se koncert med Palle Pirat - store idoler herhjemme!
Efter koncerten blev vi i parken og spiste vores medbragte mad, for derefter at slentre lidt rundt i byen.
Jeg havde en tid hos en konsulent fra Origins kl 14.00 hvor Troldepus var tvunget med (det må til tider være røvsygt at være barn af en alenemor), så jeg tænkte at det kun var rimeligt hvis vi ramte Fætter BR.
Jeg tankede op med en stor kaffe (og verdens sejeste termokaffekande) fra Korsbækbutikken tæt på BR og satte mig så i solen og sagde "neeeiijj" og "næææh" til det fine ragelse jeg blev præsenteret for.
Vi var der i næsten en time og kom kun ud med ganske lidt, et zoo yatzy, magnetiske tal og bogstaver og de der smarte dimser man sætter på cyklen, så den bliver grim og larmer.
Videre til Tiger hvor vi fandt en masse lækkerier, så i Matas til min tid hos Origins konsulenten, hvor jeg købte en serum til den serie jeg er ved at bygge op. For fanden det er dyrt! Men det er pengene værd synes jeg. Vi sluttede af i Søstrene Grene da vi ganske enkelt ikke kunne have mere på cyklerne.
Vi nåede at være hjemme en halv time ca. så skulle vi ud igen. Jeg havde glemt at købe gave til M. som Troldepus skulle til fødselsdag hos dagen efter. Smart, så kunne vi samtidig hente min pakke fra kaffepuder.dk.

Livseleksir - kan virkelig anbefales til tvangsindlæggelse hos dværgen med garteruniformen.

Vi fik købt ret meget. Men hver og én ting var og er nødvendig!

Er det ikke et vidunder? 
Det skulle eftersigende være en kopi af den første Melissa kaffekande.

Det er da smart! Så er der endnu et lille spil til togturen mod Sverige.

Jeg er især vild med æblekagedåsen, robotterne og pungen. I det hele taget er jeg vild med Tiger - de har jo alt hvad man skal bruge! Og meget mere.


Vidunderserum. Den får virkelig min hud til at føles silkeblød! 
Altså, lige bortset fra der hvor jeg er angrebet af uren hud.

Lidt kreasjov til ferien.

Så fandt vi også lidt i Kvickly. Der er ingen grund til at lade gode tilbud gå ens næse forbi, bare fordi man allerede har brugt for mange penge og godt ved hvordan måneden ender. 

Og til sidst, men absolut ikke mindst, K A F F E N !
Jeg smagte en kop med det samme vi kom hjem. Og så en til. Og en til. De skal jo smages til, ing'!












6. august 2011

Et år ældre..

Kan man få midtvejskrise som 27årig?
..Eller er jeg bare i en ganske almindelig identitets-mitlivernogetmøg-krise?

Jeg havde fødselsdag i går. Hurra.
Jeg brugte formiddagen på at hygge med Troldepus inden hun skulle til fest hos vens storebror der bliver 10år. Eftermiddagen brugte jeg på at rydde op, tude, hænge hylder op, ordne en masse andet praktisk, spise rester fra dagen før og sluttede så af med en film..

Har været i en underligt humør på det sidste. Har egentlig været glad, men er blevet overmandet af gråd  indimellem. Jeg har ikke rigtig haft en grund til det, det er bare kommet. For lidt siden kom det sig af, at jeg læste "Skønne børn". Jeg kan virkelig blive rørt af børns nuttede kommentarer, men ligefrem at tude - det er jo det rene vandvid! Forleden var jeg til koncert med Troldepus + venner og deres forældre, og så mine "gamle børn" fra sidste praktik i sfo'en. Også der pressede tårerne sig på.
Jeg kan huske hvordan min gudmor tudede over alt - også de gode ting - lige inden hun fik diagnosen "skizofren". Skal jeg nu se frem til endnu et psykiatrilabel på mig? Skizofren. Jeg ved godt, at det ikke er det der sker med mig nu, men jeg kan godt blive nervøs for, hvad der kan ske hvis dette fortsætter.
Tror det er en masse følelser, tanker, frustrationer og kaos fra fortiden der har ligget godt gemt under overfladen, der nu er ved at bryde igennem. Og så bliver det lige toppet af, at jeg nu er 27år og slet ikke er der jeg gerne vil være.
Jeg ville gerne bo i et hus, have en mand, 2-3 børn og have oplevet verden (bare lidt af den).
I stedet bor jeg i lejlighed med en overbo der brokker sig når jeg vander blomster efter kl 19.00, uden mand (eller udsigterne til en) med min datter hvis far er død - jeg har ikke engang været på Bornholm!
Jeg elsker min datter over alt på jorden og er så taknemmelig for at have fået hende! Så det skal ikke lyde som om jeg ikke er tilfreds med hende, for det er jeg i dén grad! Jeg ville bare gerne have at hun skulle være en del af den familie jeg havde drømt om for hende. Og for mig selv.
En ting er, at hun har mistet sin far og aldrig får ham igen, men det gør sgu ondt at erkende tvivlen på, om hun nogensinde får det. Jeg dur ikke til det med mænd. Jeg falder enten for de forkerte (utro, misbruger, kontrolfreak, larmende uinteresseret. Har prøvet dem alle), eller også mister jeg interessen for dem. Jeg kan jo for fanden ikke engang holde ud at bruge den samme tandpasta, i mere end 3 måneder ad gangen!

4. august 2011

Om at have en teenager på 5år.

Troldepus og jeg har lidt svært ved at blive enige om hvordan tingene skal foregå herhjemme. Hun har sine egne bestemte meninger i øjeblikket og vil sådan set skide på hvad jeg siger til hende.  
Forleden spillede hun bold inde og jeg bad hende stoppe da hun var ved at rive alt ned. Hun vendte sig bare om og spillede videre. 
Jeg ved hun er inde i en fase, for hun er normalt så nem og fantastisk (fandens godt opdraget hvis i vil have min mening), men hvor skal jeg dog indimellem bide mig i tungen, for ikke at skrige!
I går talte hun grimt til mig, snerrede og var bare rigtig trodsig. Til sidst blev det for meget og jeg fik hævet stemmen..

Mig: "Nu skal du saftsuseme til at tale pænt til mig unge dame! Jeg gider simpelt hen ikke at høre på den tone!" 
Troldepus: "Så vil jeg bo hos moster"
Mig: "Moster vil også bede dig tale pænt derhjemme"
Troldepus: ..tænkepause.. "Men moster har bacon"


3. august 2011

Pasta med kød(lign.)sovs

Det kan lade sig gøre selvom man ikke spiser kød - yay!