Hvad fanden sker der lige for mig?
Jeg er så kærlighedshungrende at i tror det er løgn, men hvad gør jeg ved det? Ikke en skid! Eller, jeg tager det første skridt, men så snart interessen er gengældt, så stopper jeg det. Ikke bevidst, men jeg orker bare ikke skriftkommunikation. Overhoved!
Jeg blev forleden grebet af panik og skrev til en gammel flirt. Okay, det var faktisk fire, men det er sgu for pinligt at indrømme.
Den ene var her i dag, men jeg kan bare ikke finde gnisten. Synes han er irriterende når han flirter med mig og ubehagelig når han prøver, at finde vej ned til mine bryster fra skuldermassagen. Har ellers prøvet at se ham et par gange, i håb om lidt hanky panky, men gider ikke når det kommer til stykket. Måske er det for nemt. Måske er vi bare vokset fra hinanden. Langt fra hinanden. Uanset hvad, er det passé.
Den anden er en jeg har flirtet med gennem lang tid, over nettet og sms. Jeg stoppede det ret brat dengang. Jeg er faktisk ikke helt sikker på hvorfor. Nok en blanding af, at han i en brandert fik sagt en masse dumme ting da vi talte i tlf. sammen, at afstanden mellem os var for lang, at jeg fik et dyk rent psykisk og så tror jeg ubevidst jeg blev nervøs fordi jeg blev lidt glad for ham. Og det er dér jeg plejer at blive såret.
Jeg skrev til ham, at jeg var ked af at jeg stoppede kontakten uden varsel og gerne ville give ham en forklaring, hvis han havde brug for det.
Der gik et par dage før han svarede, og i de dage nåede jeg at få trangen til at skrive igen. Nu hvor han har svaret og gerne vil prøve at genoptage kontakten, har jeg svært ved at tage mig sammen til at svare hans sms'er.
De to andre har jeg intet hørt fra og det er selvfølgelig dét jeg tænker på. Hvorfor skriver de ikke? Hvad har jeg gjort galt? Er jeg ikke interessant nok? Er jeg ikke pæn nok?

Jeg er et fjols til kærlighed, mænd og det der følger med.