Et år ældre..

Kan man få midtvejskrise som 27årig?
..Eller er jeg bare i en ganske almindelig identitets-mitlivernogetmøg-krise?

Jeg havde fødselsdag i går. Hurra.
Jeg brugte formiddagen på at hygge med Troldepus inden hun skulle til fest hos vens storebror der bliver 10år. Eftermiddagen brugte jeg på at rydde op, tude, hænge hylder op, ordne en masse andet praktisk, spise rester fra dagen før og sluttede så af med en film..

Har været i en underligt humør på det sidste. Har egentlig været glad, men er blevet overmandet af gråd  indimellem. Jeg har ikke rigtig haft en grund til det, det er bare kommet. For lidt siden kom det sig af, at jeg læste "Skønne børn". Jeg kan virkelig blive rørt af børns nuttede kommentarer, men ligefrem at tude - det er jo det rene vandvid! Forleden var jeg til koncert med Troldepus + venner og deres forældre, og så mine "gamle børn" fra sidste praktik i sfo'en. Også der pressede tårerne sig på.
Jeg kan huske hvordan min gudmor tudede over alt - også de gode ting - lige inden hun fik diagnosen "skizofren". Skal jeg nu se frem til endnu et psykiatrilabel på mig? Skizofren. Jeg ved godt, at det ikke er det der sker med mig nu, men jeg kan godt blive nervøs for, hvad der kan ske hvis dette fortsætter.
Tror det er en masse følelser, tanker, frustrationer og kaos fra fortiden der har ligget godt gemt under overfladen, der nu er ved at bryde igennem. Og så bliver det lige toppet af, at jeg nu er 27år og slet ikke er der jeg gerne vil være.
Jeg ville gerne bo i et hus, have en mand, 2-3 børn og have oplevet verden (bare lidt af den).
I stedet bor jeg i lejlighed med en overbo der brokker sig når jeg vander blomster efter kl 19.00, uden mand (eller udsigterne til en) med min datter hvis far er død - jeg har ikke engang været på Bornholm!
Jeg elsker min datter over alt på jorden og er så taknemmelig for at have fået hende! Så det skal ikke lyde som om jeg ikke er tilfreds med hende, for det er jeg i dén grad! Jeg ville bare gerne have at hun skulle være en del af den familie jeg havde drømt om for hende. Og for mig selv.
En ting er, at hun har mistet sin far og aldrig får ham igen, men det gør sgu ondt at erkende tvivlen på, om hun nogensinde får det. Jeg dur ikke til det med mænd. Jeg falder enten for de forkerte (utro, misbruger, kontrolfreak, larmende uinteresseret. Har prøvet dem alle), eller også mister jeg interessen for dem. Jeg kan jo for fanden ikke engang holde ud at bruge den samme tandpasta, i mere end 3 måneder ad gangen!