Min farmor har fødselsdag i dag. Det kan jeg se på Facebook hvor vi er venner. Vi er venner fordi hun tilføjede mig og jeg ikke ville kunne lide at afvise hende. Også selvom hun har været en lort. En stor lort.
Jeg klikkede ind på hendes profil, for første gang i lang tid. Jeg ville have skrevet en hilsen til hende, nu det er hendes fødselsdag og jeg ikke ved hvor længe hun har igen.
Jeg ved i det hele taget ikke meget om hende.
Jeg skrev en hilsen og slettede den igen. forsøgte mig på en ny hilsen, men også den blev slettet. Lige meget hvad jeg skrev, ville det enten blive forlorent, eller ligegyldigt.
Jeg synes ikke hun fortjener titlen "farmor" længere, men Lis lyder bare så koldt når hun nu biologisk set er min farmor.
Mens jeg skrev, kom jeg også i tanke om, at hun ikke har lykønsket mig på mine fødselsdage, siden jeg blev 15.
Hun har ikke vist interesse for min datter. Hun har ellers haft 5 år til det.
Hun har været i Danmark for en del år tilbage, med mine dengang små kusiner der spurgte efter os, men ignorerede det og undlod at kontakte os. Vi fandt ud af, at de havde været i Danmark nogle uger efter, fordi min anden kusine, der bor i Danmark, fortalte det.
Jeg tror ikke vi kommer til, at have nogen form for kontakt før hun dør. Hun er den eneste bedsteforælder jeg har tilbage, så det gør da ondt når jeg tænker over det. Derfor synker jeg klumpen og gemmer det væk, sammen med de andre ting der er svære at tænke på.
Tillykke farmor. Jeg savner den kontakt vi havde engang. Savner den du var.
Av! Det er trist som familierelationer kan ende med at være så kolde. Det eneste man næsten kan er at tænke på det der var engang. men så alligevel, hvad fanden kan man bruge det til? Men i det mindste kan man ende med at gøre det bedre selv for sin egen familie.
SvarSletJa, jeg vil gøre alt for, at skabe bedre rammer for min den bette :)
SvarSlet