Åh den kærlighed..

hvorfor skal den være så svær?
Manden (den forhenværende) er lidt inde i billedet igen og det er både godt og skidt. Jeg skifter mellem at være glad og forhåbningsfuld, til at være frustreret og opgivende. Den ene dag er jeg glad og tænker på alt det gode, alle fordelene, næste dag kan være det modsatte. Der tænker jeg om jeg prøver 'os' af de forkerte grunde, om jeg virkelig gerne vil ham eller om det trygheden i det. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg går rundt med en lille drøm om den store kærlighed, flere børn, hus, kæmpe grund med urtehave, køkkenhave, trampolin, masser af dyr og alt der ellers hører til i en pladderromantisk tøsepiges drøm. Og med ham er jeg tættere på drømmen. Jeg kender ham, han er god med prinsessen, jeg er glad for hans familie, hans venner, han går selv med drømmen om hus, børn m.m...men er mine følelser for ham venskablige eller kærlige?
Mens vi har været fra hinanden, har han været på dates. Jeg ved ikke hvor mange, men to af dem er endt med sex. Det rører mig intet! Jeg er ikke den jaloux type, men jeg plejer ikke at være ligeglad med, at nogen jeg har følelser for, har rodet rundt med andre. Måske er jeg ligeglad fordi han siger, at de ikke betød noget, at det har gjort ham mere klar over at det er mig han vil have, men hvad hvis jeg er ligeglad fordi mine følelser for ham ikke er kærlige?
Jeg vil nødigt såre ham da jeg med sikkerhed ved, at jeg holder rigtig meget af ham! Han er en fantastisk fyr. Omsorgsfuld, pligtopfyldende, økonomisk bevidst, hviler i sig selv og så får han mig til at grine.
Jeg håber jeg finder ud af mig selv og mine følelser snart, ellers må jeg stoppe det for ikke at såre ham unødigt.
ØV!