Sejhed og knapt så meget sejhed

Jeg har en slags date i morgen. Jeg var i byen i fredags med nogle venner og fik øje på en godte. Og han fik øje på mig. Mere skete der ikke. Lige inden jeg gik med en ven, blev jeg grebet af et øjebliks mod. Jeg gik over og afbrød en samtale mellem godte og hans ven, for at spørge om han ville bruge mit nummer hvis han fik det. Svaret var "ja for satan", så han fik mit nummer og skrev allerede dagen efter.
Det har været pæne beskeder med ros for sejhed, et enkelt kompliment for mine øjne, ser frem til at møde mig osv. Intet slesk, ingen seksuelle undertoner. Pæne søde beskeder.
Han inviterede sig selv søndag, men fået afslag. Igen mandag, med endnu et afslag. Da han igen prøvede tirsdag, men med et afslag i respons, tænkte jeg at jeg nok hellere måtte sætte en dato. Det bliver så i morgen. Han kommer forbi når han er færdig med undervisning. Han underviser i musik og spiller selv trommer i et band.

Hvorfor er det at jeg ikke er vildt spændt på i morgen?

Måske er det fordi han er en fyr, der lader til at være en good-guy og som viser oprigtig interesse.

Det er jo åbenbart det modsatte der vækker min interesse. Suk!
Jeg har ikke den store interesse for at se ham igen egentlig, men nu gør jeg det. Både fordi det ville være tarveligt at aflyse dagen inden, men også fordi at det sgu da skal prøves. Om ikke andet, kan det være han bliver en rigtig god ven!

Så studiegruppegodten optræde i dag. For fanden hvor var han fræk da han stod der og trykkede den af.

Så er det altså svært at overbevise sig selv om, at han ikke er værd at tænke på. 

Især når han indimellem sender de sødeste brune øjne. Jeg bliver jo forvirret. Og ganske forfjamsket.